BIENNALEPRISEN 2004



Biennaleprisen tildeles 1 eller 2 kunsthåndværkere/designere, der præmieres for et eller flere arbejder. Der er lagt vægt på at præmiere værker, som rummer formmæssig nytænkning, høj kvalitet og konceptuel gennemslagkraft.
Priskomitéen har til dette års biennale besluttet at nominere 9 af udstillerne.
Prisvinderen/prisvinderne offentliggøres ved åbningen på Trapholt den 9. september 2004.
Biennaleprisen på 100.000 kr. er muliggjort ved en donation fra L.F. Foghts Fond, med prisen følger en invitation til at udstille på Kunstindustrimuseet 2006.

Priskomitéen er:

Arkitekt Karen Kjærgaard , Kuratorgruppen
Museumsinspektør Trine Ahrens Holst , Trapholt
Tekstildesigner Dorte Østergaard Jakobsen , Biennalekomitéen


Biennaleprisen 2004 på 100.000 kr. blev delt ligeligt mellem keramikeren Louise Hindsgavl og smykkekunstneren Mette Saabye.

Louise Hindsgavl vandt med tre porcelænsfigurer fra serien Godnathistorier fra en ny verden. Priskomitéens begrundelse: "Keramiker Louise Hindsgavl får prisen for sine finurlige og humoristiske figurer. Som en refortolkning af det velkendte porcelænsnips fra vores bedsteforældres tid, genoptager Louise en tradition i dansk keramikhistorie, som i mange år har været uopdyrket. Louise Hindsgavl små figurer eller opsatser kravler en i møde, fyldt med fantasi og finurlighed, som på flugt fra funktionalitetens entydighed. På grænsen til det befriende kitschede forfører eventyrerne med deres rørende delikate og sprøde porcelæn. Godnathistorier for både voksne og børn".



Mette Saabye vandt med smykkeserien En båd er en båd ... er en båd en båd? 24 smykker udført i aluminium, foto, birkefinér, træ, silke, plast, glas, papir, sværte og strandsten. Priskomiteens begrundelse: "Ædelmetalformgiver Mette Saabye introducerer det dokumentariske i smykke faget. Hun gør det på en måde så klassiske smykkeværdier, som eksempelvis amulettens symbolfunktion, væves ind i et net af komplekse og efterladte, private kommentarer. Med erindringer på grænsen til det nostalgiske bringer smykkerne os på sporet af den tabte tid. Med stor æstetisk præcision præsenteres livet i snapshots. Mette Saabye har udført sine næste etnografiske, særegne smykker med poesi og nænsomhed." Mette Saabye er uddannet guldsmed, med en kunstnerisk overbygning på Institut for Ædelmetal, Kbh., i 1996. Denne uddannelse har hun siden suppleret med studieophold, workshops og seminarer verden over. Mette Saabye arbejder dels med kunstneriske projekter og udvikling af mindre serie produktioner.



Vejle Amts Biennalepris på 10.000 kr. gik til beklædningsdesigneren Tine M. Jensen. Priskomiteens begrundelse: "Med få greb formår Tine Jensen at fremtrylle en hel garderobe med alt fra den lille sorte til hverdagstøjets mere nedtonede tilstedeværelse. På linje med japanske avantgade-modeskabere som Yamamoto eller Comme des Garcons udstiller Tines tøj ikke kroppen, men lader i stedet bæreren vælge om afskærmning eller afdækning er dagens orden. Tilskæringen vidner om stor håndværksmæssig kunnen og et indgående materialekendskab. Med sine usædvanlige snit skaber Tine M. Jensen et let androgynt, men dog forførende, udtryk, der giver kollektionen en udpræget intellektuel karakter. Tine M. Jensen har valgt at vise sin kollektion med Chaplinsk humor og slap-stick-æstetik og underbygger dermed beklædningskoncpetets multi-funktionalitet og enkelthed."



NOMINEREDE